Vedtægter

Forside Om CMO Vedtægter

CMO – Cykle Motion Odense

 

Vedtægter for Cykle Motion Odense CMO

§ 1: Foreningens navn og hjemsted

Foreningens navn er Cyklemotion Odense, forkortet til CMO og den er hjemmehørende i Odense Kommune.

§ 2: Foreningens formål
Foreningens formål er at dyrke motionscykling og at anspore til aktiv deltagelse i det sociale samvær, som knytter sig til motionscykling som fritidsaktivitet, og endvidere give børn og unge under 25 år mulighed for virksomhed og kammeratligt samvær med jævnaldrende i deres fritid.

§ 3: Medlemskab af sammenslutning
Foreningen er medlem af DCU’s motionssektion og SIKO, der er en sammenslutning af idrætsforeninger i Odense.

§ 4: Optagelse af medlemmer
Som medlemmer i foreningen kan optages personer, der ønsker at dyrke motionscykling. Der er mulighed for familiemedlemskab. Foreningen skal have en registreret medlemskreds.

§ 5 Kørsel i klubregi
Færdselssikkerheden er afgørende for klubben, hvorfor cykling i klubregi forudsætter overholdelse af gældende færdselsregler og behørig hensynstagen til medtrafikanter. Hjelm er ligeledes et krav for kørsel i klubregi. Alle medvirkende i cykelaktiviteter har ansvar for overholdelse af nævnte bestemmelser, ligesom henstillinger fra kaptajner, når sådanne forefindes, skal følges. Gentagne eller grove tilsidesættelser af gældende færdselsregler, hjelmpåbud eller henstillinger fra en kaptajn forelægges bestyrelsen som kan tage disciplinære skridt, herunder i sidste instans eksklusion. Ekskluderede medlemmer har ret til at få deres sag prøvet ved førstkommende generalforsamling.

§ 6: Kontingent
Foreningens kontingent fastsættes for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Kontingentet skal betales inden den 15. marts i regnskabsåret. Udmeldelse skal ske skriftligt inden den 1. april til kassereren. Har et medlem ikke betalt kontingent, kan vedkommende slettes som medlem.
Nytilkomne medlemmer med opstart efter den 1. august, kan købe et halvårsmedlemskab.

§ 7: Ordinær generalforsamling
Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i januar måned, indkaldes med mindst 3 ugers varsel. Dagsorden bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse. Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Stemmeret på generalforsamlingen har alle med gyldigt medlemskab, dog kun 1 stemme pr. familiemedlemskab. Indkaldelse og bekendtgørelse af dagsorden kan ske pr. e-mail til medlemmer der har opgivet en e-mail adresse til klubben. Det er det enkelte medlems ansvar at e-mail adressen opgivet til klubben er den gældende.
§ 8: Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Forelæggelse af regnskab til godkendelse samt forelæggelse af næste års budget
4. Behandling af evt. indkomne forslag
5. Valg af:
a. Bestyrelsesmedlemmer (5):
b. Bestyrelsessuppleant (1)
c. 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
6. Eventuelt
§ 9: Generalforsamlingens ledelse

Generalforsamlingen vælger dirigent til at lede forhandlingerne. Generalforsamlingens beslutninger indføres i protokol, hvor også referat af forhandlinger optages i det omfang dirigenten bestemmer. Generalforsamlingen træffer beslutninger ved almindelig stemmeflerhed. Ønskes der skriftlig afstemning, skal dirigenten imødekomme dette.

§ 10: Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst halvdelen af medlemmerne skriftligt stiller krav herom. Indkaldelsesproceduren er den samme som ved ordinær generalforsamling.

§ 11: Bestyrelsen
Bestyrelsen er Cyklemotion Odenses daglige ledelse og repræsenterer CMO i alle forhold. Bestyrelsen består formand, næstformand, kasserer samt 2 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. Flertallet skal være myndige. Bestyrelsen konstituerer sig selv og fastsætter selv sin forretningsorden, hvoraf det skal fremgå, at bestyrelsen kun er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede
Formanden leder bestyrelsesforhandlinger, og i dennes forfald næstformanden. CMO tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner tegnes CMO af kasserer. Formanden skal drage omsorg for, at der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger. Alle medlemmer skal have indflydelse på valget af bestyrelse.

§ 12: Regnskab
Regnskabsåret for Cyklemotion Odense følger kalenderåret. Revisorpåtegnet regnskab bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingen og forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.

§ 13: Revision
På den ordinære generalforsamling vælges hvert år 2 kritiske revisorer og en revisorsuppleant. Revisorerne har til enhver tid adgang til CMO’s regnskab og skal inden generalforsamlingen gennemgå og påtegne regnskabet.

§ 14: Vedtægtsændringer
Vedtægtsændringer kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

§ 15: Opløsning
Opløsning af Cyklemotion Odense kan kun besluttes ved to på hinanden følgende med 14 dages mellemrum indkaldte generalforsamlinger med ¾ flertal for forslaget. Eventuelle midler skal ved opløsning af CMO gå til foreninger eller sammenslutninger, der udfører børne- og ungdomsarbejde i Odense Kommune.

Således vedtaget på stiftende generalforsamling d. 21. oktober 1987.
Revideret:
29. januar 1990,
22. januar 1993,
27. januar 1999,
28. januar 2007
19 januar 2013
28. januar 2017