I CMO deler vi os op i grupper på vores træningsture. Grupperne er opdelt for at man så vidt muligt kommer til at cykle sammen med andre der kører på samme niveau som een selv. Nogle dage er vi op til 5 grupper, andre dage er vi kun to. Læs mere om grupperne her.

Grupper

foerstedag

Gruppe 5 – Cykling for hyggens skyld

Opstartet af ægtefæller til medlemmer fra de andre grupper. Kører ikke nødvendigvis samme ruter som de øvrige grupper, og ikke alle på racer.

Gruppe 4 – Kører mellm 23 og 28 km/t.

Er du til hyggekørsel i jævnt tempo, med tid til at snakke med hinanden, så er det her du skal slå dine folder. Her finder du både de helt “grønne”, men også de mere modne cyklister, der ikke har kørt vejene – eller sig selv – helt tynde endnu.

Men det er også her du møder de “rigtige” cyklemotionister, der ikke går af vejen for store udfordringer som Fyn, Sjælland, Vättern – og alt muligt andet rundt. Det sociale samvær og fornøjelsen af i fællesskab, at få sved på panden er noget, der prioriteres højt…

Her er tid til at blive introduceret til at køre i felt.

Gruppe 3 – Kører mellem 26 og 32 km/t.

Mener du, at der godt må komme lidt mere fart på stellet, og er du ikke bange for at stå op i pedalerne, så finder du hurtigt nogen, du kan udfordre i gruppe 3.

Det er her de fleste starter, når de er blevet trætte af at træne for sig selv og evt. har lært lidt om kørsel i et felt i grp. 4. Denne gruppe har måske det største “spænd” i styrkeforholdet, men der samles op undervejs og det prioriteres højt at alle kommer godt med hjem – også selv om det indimellem går stærkt…

Gruppe 2 – Kører mellem 30 og 34 km/t

Har du prøvet at køre i en gruppe, og har du en del kilometer i benene som cykelmotionist, så bare hæng på i gruppe 2.

Her køres der med god fart på – og indimellem kræver det lidt taktiske evner, hvis man vil med i “rykkene”. Der bliver samlet op hver gang (næsten), og sikkerheden bliver ikke sat over styr. Det er i denne gruppe du kan lære at holde hjul, rykke med og hvordan man kører en skiltespurt…

Gruppe 1 – Kører min. 35 km/t

Her finder du folk, der har cykling som deres altoverskyggende hobby. De træner aldrig – siger de – men nogen har prøvet at køre rigtigt væddeløb, og aldrig glemt det; mens andre opfører sig som om de har.

Har du prøvet noget, der ligner – eller kan du bare køre stærkt og sidde sikkert med i et felt, så er der masser af udfordringer og god træning at hente i gruppe 1. Og de er også kun mennesker…